Nadja Grønbjerg Vrå

Peer-Netværket har mødt recovery-mentor Nadja Grønbjerg Vrå og tidligere afdelingssygeplejerske Mette Wallbohm Olsen på Psykiatrisk Center Københavns afdeling 19.2 i Gentofte til en snak om afsnittet erfaringer med at ansætte Nadja samt om fremtiden for recovery-mentorerne, og hvorvidt de er forandringsagenter.

”Det var nok sådan lidt tjuhej, fordi det kom lidt ovenfra i Regionen, at det var muligt at få en recovery-mentor, og så skyndte jeg mig at sige, ’jaaa, det vil gerne – gerne to’. Jeg kastede mig ud i det og vidste ikke, hvad jeg sagde ja til og tænkte, at vi bare skulle have en eller anden – vi skal have noget af det, som mit personale ikke kan. Inden vi fik set os om, havde vi ansat Nadja”, siger Mette om det kaos, de nu skulle mødes om fra efteråret 2016 og frem. Sammen fandt de på en måde at præsentere Nadja for patienterne og personalet:

”Som en del af din præsentation trak vi på, at du i din ansøgning som den eneste havde skrevet et brev til patienterne, som jeg var fuldstændigt vild med. Ud over at det var en ansøgning til afsnittet, så var det også, ’kære patient, jeg hedder Nadja, du skal høre lidt om mig’”, fortæller Mette, og Nadja uddyber:

” Jeg fortæller både mundtligt og skriftligt, at jeg selv har en historie som syg – jeg kommer ikke ind på hele historien, men jeg siger, at jeg har været syg, og at jeg har været i systemet. Jeg fortæller også, at jeg er til rådighed for dem til at snakke, hvis det er det, de har behov for, men også til alt muligt andet, hvis de bare gerne vil gå en tur eller spille et spil kort, så kan vi også finde ud af det”.

Nadja oplever, at patienterne tager rigtigt godt imod hendes hjælp, og at de kan mærke, at hun gerne vil dem.  Brevet hjælper med til at sætte ord på, hvad en medarbejder med brugerbaggrund er.

Personalet møder Nadja

Før Nadja begyndte som recovery-mentor, var det oppe på et personalemøde, og der var delte meninger og skepsis blandt personalet om, hvad en recovery-mentor er, og hvad de skal bruge hende til. For at imødekomme det fandt Mette og Nadja på, at brevmodellen også kunne bruges til at informere personalet:

”Jeg blev simpelthen så rørt over dit brev til patienterne, at jeg bare tænkte, ’hvis du har mod på det her, Nadja, så vær sød at sende et brev til personale. Vær sød at give dem muligheden for at blive lige så rørt, som jeg blev af den historie, der ligger, og den lyst, der ligger til at gå ind og gøre en forskel’. Jeg tror, at når de fik læst det brev og bare fik mødt dig, så var det bare, ’det er jo Nadja!’”, siger Mette.

Nadja supplerer:

”Jeg har tænkt meget over, hvad det vil sige at komme fra en lidt anden baggrund og med en lidt anden bagage. Hvordan kan personalet, som har en sundhedsfaglig uddannelse vide, hvem jeg er, og hvorfor jeg gerne vil være her, og hvad er det, jeg gerne vil bidrage til?”, spørger Nadja.

I brevet til kollegerne præsenterer Nadja sig selv og præsenterer sin historie. Hun fortæller en lille smule om, hvad hun oplevede ved at være indlagt og noget af det, hun vil dele med patienterne:

”Det er også en måde at sige, ’det her vil jeg gerne, og I må meget gerne spørge mere ind. Hvis I ikke har behov for at vide mere, så er det også okay, at I ikke spørger’, men nu har jeg ligesom åbnet døren og sagt, ’her er jeg, og så kan I gøre med det, hvad I vil’”, forklarer Nadja.

Erfaringer fra ansættelsen

”Jeg tror, at det bedste råd, når man skal ansætte en recovery-mentor, er, at man skal bruge tid på at lære hinanden at kende og ikke bare tage en hvilken som helst ny medarbejder ind i en gruppe og definere opgaverne på forhånd. Jeg tror, at man skal have lidt is i maven og ikke have så meget fokus på, at det her handler om, at vi skal hurtigt i gang. Det handler om, at vi skal finde en fælles vej til, hvad synes du, er dine kerneopgaver”, siger Mette.

Herudover peger hun på tre ting, hun gerne ville have gjort anderledes i ansættelsesforløbet: hun ville gå mere struktureret til værks og komme hurtigere i gang med aktiviteterne, hun ville præsentere et skema over Nadjas arbejde med blandt andet grupper og mentorforløb, og hun ville lade det være en del af ansættelsessamtalen for at klæde mentoren på.

Nadja har under sin ansættelse taget peer-uddannelsen, og den har været en inspiration i afsnittets opgave med at få indført mere struktur og finde frem til hendes opgaver. Hun kom på uddannelsen, da hun havde været i jobbet i fire måneder, og en af hendes sundhedsfaglige kolleger kom med på basisdelen, så han vidste, hvad det handlede om. Det at have en kollega med gjorde, at det var nemmere at tage inputtene med tilbage på afsnittet og ind i organisationen. Det førte blandt andet til, at de indførte nye tiltag som mentorforløb og mere struktur.

Er recovery-mentorer forandringsagenter?

Mette mener, at det er en for stor forventning at stille til Nadja, hvis hun skal kunne forandre et helt afsnit og fremme en ny kultur helt alene. Derimod sker forandringen i et samarbejde, og Nadja har bidraget med meget i den proces:

”Lad os håbe, at det er noget, vi gør i samarbejde, og vi gensidigt lærer af hinanden. Jeg synes, at personalet lærer meget af dig i din tilgang til patienterne. Det med at stille sig åben, nysgerrig og også turde bede om hjælp og sige, det ved jeg faktisk ikke. Med det synes jeg, at du har været med til at fremme vores kultur, at vi nok er blevet lidt mere åbne og lidt mindre stadfæste på, at nu er det mig, der er sygeplejersken. Det er et samarbejde, og den andens vurderinger er fuldstændigt lige så gode som mine. Det sker bare på en anden baggrund, og så kan vi supplere hinanden”, uddyber Mette.

”En del af forandringen er, at man fremmer et perspektiv, hvor man ser patienten som menneske mere end patienten som patient – og mentorer er en del af det. Det er forandringen og det forandringsbærende, og det, vi skal arbejde os hen imod, og som mentorindsatsen støtter op om og forhåbentligt kan blive ved med at støtte op om”, supplerer Nadja.

Hun ser, at forandringen handler om, at psykiatrien får mere og mere fokus på recovery, og alt hvad det indebærer af blandt andet selvbestemmelse og håb. Hun betragter recovery-mentorens rolle som forandringsbærende og ser, at rollen kan være med til at sætte fokus på recovery, og det, der betyder noget for patienterne.

Håb for fremtidens recovery-mentorer

”Jeg håber, at man fortsætter med at ansætte mentorer, fordi det er vigtigt, og hvis jeg ikke syntes, det var vigtigt, var jeg her ikke her”, siger Nadja.

Mette ser, at der sker noget væsentligt i relationen mellem patienterne og Nadja, da hun kan validere det andet menneske ved at sige, ”det kender jeg faktisk godt”. En del af recovery-tankegangen er at se patienterne som eksperter i deres eget liv, og derfor mener Mette, at det er vigtigt at ansætte tidligere patienter, så de har ekspertviden i personalegruppen.

”Jeg synes, det har været en gave at få en mentor, fordi jeg har et sygeplejefagligt rigtigt dygtigt personale, som gør rigtigt mange gode ting. Men det bidrag, som jeg synes, du er kommet med i vores gruppe, har været supervigtigt. Jeg kunne ikke tænke mig at undvære en mentor – vi skal have mentorer, for at vi også bliver faglige med nysgerrighed og lidt forandring og lidt anderledes tankegang. Det er godt at blive provokeret. Det, synes jeg, man får i stor grad, når det kommer fra noget, man selv har oplevet. Flere mentorer – jeg synes, det er guld værd”, slutter Mette.

Interviewet blev lavet, imens Mette var afdelingssygeplejerske. Hun er siden stoppet i jobbet.

Luk menu
X