Hvor mange måder kan man være peer på?

Onsdag den 29. november var 20 peers samlet til Faglig Dag i Odense. Dagen bød på oplæg om peer-arbejdet samt workshops om jobsøgning og fremtidens peer-støtte.

Ása Hrefnudóttir, projektleder for Peer-Netværket, byder velkommen:
”Det er fedt at se, at der er nogen fra både Jylland, Fyn og Sjælland i dag. Det bliver spændende at se, hvad der sker med peer-området. Vi skal måske til at se bredere end det psykiatriske – også for at finde en eksistensberettigelse som peers. Hvor går grænserne for at være peer? Hvad kan vi ellers være peers og hvordan?”

De åbne spørgsmål danner en naturlig overgang til dagens to oplæg. Kristine Schwarz er på først og tager udgangspunkt i sin egen tvivl om, hvad hun egentligt er. Er peer-rollen ens identitet, eller er man alt muligt andet også?

”Jeg vil ik’ være peer! Jeg vil så meget andet. Jeg vil ikke kun være peer”, indleder Kristine Schwarz og fortsætter:

”Mit oplæg er tænkt som refleksion, og jeg vil gerne kaste lidt malurt i bægeret og sætte tingene lidt på spidsen”.

Hun fandt en praktikplads hos DSI-Nettet i Lyngby. De har MB-forløbet (Medarbejdere med Brugerbaggrund). Kristines praktikplads var på kontoret med administrativt arbejde.

”Jeg var i tvivl om, hvilken retning jeg skulle tage. Jeg ville ødelægge mig selv ved relationsarbejde, fordi jeg giver mig selv 200 %. Jeg var ikke det ene eller det andet. I dag arbejder jeg med at sælge fisk – det er et job, hvor jeg møder ind, arbejder og går hjem igen og holder rigtigt fri. Men jeg brænder også fro at arbejde med mennesker”, fortæller Kristine om sin vej på arbejdsmarkedet.

Når hun ser jobannoncer for peer-stillinger, slår det hende, at over halvdelen af punkterne stiller vildt høje krav til jobansøgerne, og jobannoncerne minder hende om akademiske stillingsopslag. Derudover er der en forventning om, at man tager en peer-uddannelse ved siden af.

”Det er ikke for hvem som helst, og i princippet skulle man kunne komme fra 9. klasse”, undrer Kristine sig over og fortsætter:

”Hvordan sikrer vi os, at vi passer på os selv i det her? Der er et enormt tomrum mellem at være rigtigt syg til at være rask. Hvordan sørger vi for at få det flyttet fra frivilligt arbejde til lønnet arbejde?”

Kristine har spekuleret over, om det er muligt at tage en peer-uddannelse først og dernæst et arbejde, men det koster penge, og der er krav om at have et job som peer ved siden af.

”Hvor er sproget for, at man kan være halvsyg eller halvrask? Det er et mærkeligt hul. Jeg kunne ikke være deltidssygemeldt”, siger Kristine, som også har det svært ved at have en identitet som syg.

”Hvad med mig og det almindelige erhvervsliv? Jeg føler, at min uddannelse er ligegyldig i peer-verdenen. Der er ikke noget sprog for det. Der skulle være en åbning i forhold til studievejledningen, uddannelsessystemet, jobcentrene, fagforeningerne, A-kasserne og så videre. Der er så mange steder, folk kommer, som ligger uden for psykiatrien, og hvor mennesker også kommer og er psykisk sårbare. Det bliver endnu mere relevant, at vi kommer endnu længere ud”, slutter Kristine Schwarz.

Social gartner

Mette Skovshoved er dagens anden oplægsholder. Hun er leder af Den Sociale Dyrkningshave ved Bispebjerg Hospital og social gartner. Hun laver peer-relateret arbejde i det grønne og i haven.

”Mit motto er: Her må det godt gå langsomt”, indleder Mette og fortæller om vejen til sit nuværende arbejde. Vendepunktet var, da hun startede på Kofoeds Skole og fandt ud af, at hun måske kan bruge noget af sin uddannelse til noget. Hun kom på gartneriet Offside, og det var supergodt for hende at arbejde i det fri og med hænderne.

Efterhånden fik hun et netværk, der førte til muligheden med den Sociale Dyrkningshave:
”Haven har jeg lavet som en syntese for, hvad der virker for mig, og hvad der er godt for mig. Jeg arbejder med fuld accept og ingen ugyldiggørelse samt med gensidig terapi”, fortæller Mette og fortsætter:

”Haven er en pause fra diagnoser, og det er skønt, at det ikke er institutionelt. Man bliver træt af at være et nummer. Her kan man være anonym”.

Mette Skovshoved bliver glad af at give andre noget, og i haven skaber hun et arbejdsfællesskab fra et ø-lejrkoncept. Rammen for haven er, at den er offentlig, og det skal man kunne klare. Haven ligger et fredet sted i en park. De laver det meste selv; frø og plantekasser.

”Hvordan kan peer-arbejdet foregå i de grønne rammer? Jeg bruger noget fra haveterapi – jeg har taget noget, der virker, og lagt ind i haven. Når man kommer i haven, skal man vælge noget, der taler til en. Vi giver navne til de forskellige aktiviteter i haven – for eksempel Den Hemmelige Have, hvor man kan trække sig tilbage”, forklarer Mette Skovshoved.

”Folk vælter ind fra alle ender og kanter. Det er bare at gå med. Vi har lavet 220 buketter i løbet af et halvt år, og dem giver vi til patienterne. Vi har tavler på en wienerstige med opgaver, de kan vælge, for eksempel at rive blade sammen. Alle vores projekter er brugerinitierede”, siger Mette.

Hun slutter af med at spørge, om man kan bruge sin psykiske sårbarhed og sine erfaringer til at møde andre med rummelig – det kan man godt, konkluderer hun.

Fremtidens peer-arbejde

Om eftermiddagen havde deltagerne på forhånd valgt sig på en af de to workshops. Den ene handler om jobsøgning, hvor der bliver arbejdet med CV og elevatortale. Den anden handler om fremtidens peer-arbejde og grænserne for, hvad peer-begrebet kan indeholde. Deltagerne tegner og fortæller – vi lader billederne tale for sig:

 

Gruppe 1:

 

Gruppe 2

Luk menu
X