John Beltran

John Beltran er peer-guide i Randers og Viborg. Han tog peer-uddannelsen i Randers, og han trækker blandt andet på sine mange år som bruger af psykiatrien til at formidle sine levede erfaringer videre som erfaringskompetencer.

Hvorfor tog du peer-uddannelsen?

Jeg tog uddannelsen, fordi jeg endelig følte, at en uddannelse sagde mig noget i forhold til at arbejde recovery-orienteret og med afsæt i sine egne erfaringer. Det, at der overhovedet var lavet en peer-uddannelse, fik mig til at tænke, at der måske var kommet mere seriøsitet ind i forhold til at inddrage folk med psykiske problematiske erfaringer i psykiatrisk regi. Der har været andre lignende uddannelser og kurser, og peer-uddannelsen viser for mig, at der stadig er velvilje til at tilbyde bedre recovery-orienterede tilbud.

Hvor ser du psykiatrien og peers i fremtiden?

Jeg ønsker, at peers bliver et supplement til den etablerede danske psykiatri, hvor de i forvejen etablerede fagfolk kan tilbyde teoretiske redskaber og viden om, hvad der sker i kroppen ved de forskellige diagnoser. Viden om hvordan kroppen fungerer i forhold til psykiatriske diagnoser kan fjerne meget uvished omkring det at være psykisk sårbar. Man er aldrig skør, selvom det måske kan føles sådan. Mere afstigmatisering af psykiske sårbarheder kan bane vejen for bedre behandling.

Hvad driver dig til at være peer?

Jeg kom ind i psykiatrien, da jeg var 20 i år 2000 og havde indtil da vokset op med en psykotisk mor, en voldelig onkel og mobning i skolen.  Det havde efterladt en masse mentale ar og traumer. Jeg oplevede desværre gang på gang, at jeg ikke følte mig forstået, eller at der blev givet den rette behandling til mig. Man har hørt det mange gange, men desværre oplevede jeg også at blive tilbudt en masse medicin, som angiveligt skulle hjælpe mig. Det gjorde det ikke, og jeg oplevede kun dårlige bivirkninger. Jeg havde brug for at møde ligesindede, der kæmpede med de samme ting og høre, hvordan de taklede deres problemer. Og den følelse husker jeg stadig den dag i dag.

Hvordan bruger du Peer-Netværket?

Jeg er meget glad og taknemmelig for, at det findes, da det giver en form for fagforeningsfornemmelse og dermed en følelse af faglighed og sikkerhed. Jeg glæder mig også til at se folk igen og høre, hvordan de har det, og hvad de har gjort sig af erfaringer i faget. Og så forbinder jeg det også med hygge.

Hvad kan du bidrage med til arbejdet med peers?

På grund af de mange år i psykiatrien, og de mange erfaringer jeg har gjort mig undervejs, er jeg blevet lidt af en ildsjæl og brænder virkelig for, at peers bliver taget mere alvorligt og cementeret fast ind i psykiatrien. Jeg kan sagtens se mig selv arbejde med det her resten af livet.

Hvad laver du i fritiden?

Så lidt som muligt! Ej, jeg prøver at gå ture hver dag med min kæreste, træne i motionscenteret, lave tegneserier, lave musik, se sjove film, meditere og bare slappe så meget af som muligt, da det er en dejlig fornemmelse at lave ingenting.

Luk menu
X