Mette Ludvigsen

Mette er peer-underviser på Recovery-skolen i Center for Mestring i Viborg og peermedarbejder i PsykInfo Viborg, og hun har også haft et peer-guideforløb. Den vigtigste opgave i Mettes peer-arbejde er at spejle og viderebringe håb.

Hvorfor besluttede du dig for at tage peer-uddannelsen i sin tid? Og hvad fik du ud af uddannelsen?

Jeg tog peer-uddannelsen som en naturlig forlængelse af min igangværende recovery-proces. Jeg opdagede uddannelsen på et godt tidspunkt i forhold til der, hvor jeg var i mit liv, og jeg synes, det var et fedt tilbud, der kunne bringe mig nærmere det, jeg drømte om.
Jeg var ved at afslutte et fire-fem måneders forløb på klinik for intensiv ambulant behandling, hvor jeg var kommet sideløbende med mit fuldtidsjob som handicaphjælper, og jeg synes, det virkede som en god overgang. Jeg var nået til et vendepunkt i mit liv, så jeg tog til informationsmøde og søgte ind på uddannelsen – og blev jo heldigvis optaget. Det blev til en rigtig god og hård tid, men også en tid hvor jeg blev mere og mere klar på – og inspireret til – at følge min drøm, som igennem flere år havde drejet sig om at bruge min historie til noget, som andre kunne have noget ud af. På uddannelsen fik jeg rigtig godt fat i, hvordan jeg kunne bruge min historie som redskab og virkemiddel, og jeg blev også klogere på, hvordan den kan sorteres i – og vinkles – alt efter hvilket budskab, jeg gerne vil have ud – og alt efter hvem der lytter. Og endnu vigtigere fik jeg også øje på, hvad jeg selv kan gøre for at passe på mig selv bedst muligt i forhold til at bruge af mine levede erfaringer. På den måde blev tung bagage til mere end dét – nemlig også til redskaber. Redskaber jeg i dag bruger til at møde og hjælpe andre mennesker, og til at bedre forstå mig selv – og til en karriere.

Hvordan ser du dig selv nu, i forhold til før du tog peer-uddannelsen og begyndte at arbejde som peer?

Jeg oplever mere livskvalitet, selvværd og selvtillid, fordi uddannelsen har været med til at give funktion og mening til oplevelser og perioder i mit liv, som aldrig tidligere har haft funktion eller mening. Jeg ser mig selv som et mere helt menneske – eller i hvert fald et menneske, der kan ”folde sig bedre ud”. Jeg kan bedre bruge af hele mig. Jeg har fundet en sammenhæng, hvor jeg kan spille på alt, hvad jeg indeholder – ikke kun smil, godt humør og en veltalende person – men også en person med adgang til en viden om, hvordan det er at have oplevet trusler, vold, overgreb og psykisk sygdom hos pårørende. Et menneske som har barske oplevelser med sig, lige såvel som kærlige, gode oplevelser og succeser.

Hvordan bruger du din peer-faglighed i private eller andre sammenhænge? Og hvad betyder din peer-faglighed for dig?

Jeg bruger min peer-faglighed både i private og arbejdssammenhænge, fordi det er blevet en integreret del af min måde at være på og møde mennesker. Jeg er, som før nævnt, blevet klar over, hvordan jeg også kan bruge min fortid som et redskab. Så bevidstheden om, hvordan jeg bruger min historie, har i alle sammenhænge gjort en forskel for, hvordan jeg kan møde folk. Det er naturligvis ikke i alle sammenhænge, at jeg bruger min historie direkte. Men at være blevet så afklaret med store dele af den har også givet mig bedre mulighed for også at være god til at zoome ud og se det større billede. Jeg har altid kunnet se mange nuancer hos folk, og det gør jeg nok i endnu højere grad nu.  Alle er, som de er af en årsag, og alle er bærere af noget. Og hvis man kan magte at spørge ind og holde til at få historien, uanset hvordan den er, så kan man blive rigtig meget klogere på de mennesker, man omgiver sig med.
Ved det at uddanne eller udvikle en peer-faglighed ranker jeg også ryggen lidt mere – og minder mig selv om, at der ikke bør være skam og tabu her. Og jeg har al mulig grund til at være glad for og stolt over, hvortil jeg er nået. Jeg har været et offer for nogle omstændigheder, noget jeg ikke selv kunne gøre for. Nu har jeg ”taget skeen i den anden hånd”, og nu frigør jeg mig fra det, jeg har været i, og bruger det konstruktivt. Jeg er ikke et offer, og det gør selvfølgelig også en væsentlig forskel på, hvordan jeg møder andre.

Hvordan ser du fremtiden for peermedarbejdere?

Jeg tror, at peers er kommet for at blive. Det giver bare rigtig god mening, og det er en fin udvidelse af de tilbud, som allerede findes. Peers kan noget, som de fagprofessionelle ikke er ansat til. Dét at tage udgangspunkt i egne levede erfaringer giver mulighed for at gøre en del for de relationer, man befinder sig i. Det kan skabe en fornemmelse af et skæbnefællesskab – og pludselig kan man, i mange sammenhænge, springe smalltalk og andre indgangsvinkler over. Nogle gange tager mennesker også bedre imod de ting, man siger, eller de råd, man giver, når det sagte kommer fra et menneske, der selv har en erfaring med den problematik, man selv står i. Jeg plejer, med et glimt i øjet, at sammenligne det med, hvis en mand skulle fortælle en kvinde om, hvordan det er at føde. Det er selvfølgelig ret karikeret, men alligevel kan jeg synes, at der er noget om snakken. Ligesom cancer-sygdomsforløb er vidt forskellige -så er psykiske sygdomsforløb det jo også – men man kan alligevel måske godt finde fællesnævnere, og så opstår fællesskabsfornemmelsen og muligheden for at spejle sig i et andet menneske, der har stået i en situation, der måske kunne minde om din egen. Og det er enormt godt at kunne spejle sig i et andet menneske, der er længere i sin recovery-proces. Det giver rigtig meget håb om, at man selv kan komme dertil. Håb om en bedre eller nemmere tilværelse. Håb om masser af kvalitet i det liv, man har foran sig – uanset at det måske ikke var det liv, man havde drømt om eller forestillet sig til start.

Har du oplevet sjove situationer i dit peer-arbejde?

Jeg bruger gerne humor i mit møde med andre mennesker, afhængig af situationen selvfølgelig – og jeg bruger det også gerne, når jeg underviser. Det kan gøre det nemmere at tale om svære og tunge emner og lette en stemning, så et møde eller en undervisning ikke ender som en tung oplevelse. Sort humor eller galgenhumor er et vigtigt og rigtig brugbart redskab, når det ”doseres” korrekt. Så på den måde har jeg grint meget sammen med mennesker i peer-sammenhæng.

Hvad laver du i fritiden?

Når jeg har fri, går meget af min tid med tre af mine yndlingsmennesker – mine børn og min mand. Vi har også en hund, som jeg regner for familie, og som jeg elsker at bevæge mig ud i naturen med. Derudover går jeg i perioder til hundetræning, dans og fitness.

Medlemsportrættet er skrevet af John Beltran

Luk menu
X