Peer-Netværket Danmark og Barfodsforskerne på Folkemøde

Af Petrine Severin, specialkonsulent i Peer-Netværket

Op til og under folkemødet har der været en del kritik af den her helt særlige politiske festival. Folkemødet var oprindeligt tænkt som et forum, hvor borgerne kunne møde deres folkevalgte og vice versa. Inspirationen kom fra den svenske politikeruge Almedalsveckan, som både Bertel Haarder og repræsentanter fra Bornholms Regionskommune tidligere havde besøgt. Det blev startskuddet, og det første Folkemøde blev afholdt i juni 2011, hvor omkring 10.000 mennesker deltog. I juni 2017 besøgte omkring 100.000 mennesker folkemødet og i år har besøgstallet været større end nogensinde.

Så ja, Folkemødet har vokseværk, og vore folkevalgte har mere travlt og er muligvis booket til alt for mange debatter og dialoger, så de uformelle møder har trange kår. Politikerne oplever det helt sikkert også – i hvert fald dem vi alligevel har fået mulighed for at tale med. Men nu lever vi jo i et demokrati, så de kritiske røster har også deres plads og berettigelse på folkemødet, og hvem siger, at man tager på Folkemøde udelukkende for at snakke med politikere.

Koncept og principper

Formålet med Folkemøde:

  • at understøtte den demokratiske dialog
  • at skabe ramme for møder med og mellem beslutningstagerne på alle de politiske niveauer og i interesseorganisationer
  • at skabe levende og åbne rammer for udvikling af – og inspiration til politikdannelsen
  • at fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer

Kilde: www.folkemoede.dk

Når man er landet midt i Folkemødet, (og den første forvirring har lagt sig), og man ser sig omkring, kan det godt være lidt overvældende. I år var det varmt og støvet. Andre år har det været koldt og vådt. Men uanset vejret, så er det her, man møder dem, der knokler for at gøre verden til et bedre sted for os alle eller for en særlig gruppe mennesker. Alle de engagerede græsrødder. Dem, der drømmer og dem, der tror, at det nytter noget at tale sammen. Alle de sjove, meningsdannende, skæve, kloge, vilde, polerede og kantede ildsjæle og personligheder.

For år efter år møder vi talstærkt op, og det betyder noget. Det er et signal om, at vi vil demokratiet og fællesskabet, også når det er svært, og store sponsorater får de bedste teltpladser og scener.  Og det er altid godt at granske det, vi laver og sætte hælene i, når noget føles forkert. Forandring er på en eller anden måde altid svær – også når den giver mening. Det ved vi alt om, os, der arbejder med peer-faglighed til daglig. Til gengæld har der i mange debatter og dialoger, genlydt et ekko af vores store slid i forhold til at sætte peer-faglighed på dagsordenen. Peer-medarbejdere og peer-faglighed er blevet nævnt mange gange, både i de mindre debatter og de mere højprofilerede. Vi har talt med folketingspolitikere, regionsfolk og dem fra kommunerne. Vi har netværket med større og mindre organisationer, der kunne have en interesse i den peer-faglige tilgang. Og vi har selvfølgelig også ønsket Poul Nyrup tillykke med 75-års fødselsdagen.

Til gengæld har vi også fået det samme kedelige mantra med hjem. Samme mantra som i de foregående år, og som går igen i rigtig mange debatter vedrørende udfordringer og dilemmaer i behandlingspsykiatrien og den psykosociale indsats: Kommuner og regioner kan altså stadig ikke finde ud af at samarbejde. Det har skabt et vakuum, som vi nu i mange år har befundet os i. Både medarbejdere, pårørende og mennesker, der har behov for støtte til at komme sig eller gøre noget andet med deres tilværelse. Og hvad skal vi så egentlig stille op, mens vi venter på, at de får det samarbejde til at fungere? Vi skal have mere fokus på det praksisnære. Det er jo ikke, fordi der bliver færre psykiatriske patienter eller færre beboere på botilbuddene. Deres udfordringer bliver heller ikke mindre. Det meget omtalte paradigmeskift lader stadig vente på sig. I mellemtiden bliver der lappet på det gamle paradigme, den traditionelle tilgang. Samtidig kæmper vi ufortrødent videre for den recovery-orienterede indsats og den peer-faglige tilgang. Vi er på gulvet og er med til at sætte forandringsprocesser i gang. Processer, der siver ud i alle hjørner af de organisationer og arbejdspladser, vi er ansat i – frivillige som lønnede. Vi gør det, fordi vi ved, det virker.

Heldigvis mødte vi også, midt i frustrationen, mennesker med hjertet på rette sted. Mennesker, der næsten ikke kan trække vejret af bekymring over de forhold, de må byde de mennesker, som de gerne vil støtte i få en anstændig tilværelse. Mennesker, der taler varmt og engageret om peer-faglighed og empowerment, og som er klar til at smøge ærmerne op og gå i gang. Og selv om vi har vasket Folkemødestøvet af os, så kan vi stadig mærke, hvordan det hele vibrerer. Efterdønningerne af de mange møder, formelle som uformelle, kommer til at sætte deres præg på vores fremtidige arbejde og samarbejde. For ligesom vi vil demokratiet og fællesskabet, vil vi også det peer-faglige arbejde.

 
Læs mere om Barfodsforskerne på www.peerviden.dk
Luk menu