"Hvor er du dog modig!"

18. februar 2021
Af Andrea Holst

Føler du nogensinde en frygt for, at andre opdager, du slet ikke kan så meget som de tror?

Andrea opdagede engang, at når hun holdt oplæg som peer-medarbejder fik hun en masse ros – men mest for at være modig… Det fik hende til at skrive denne artikel om, hvornår ros egentlig er ligeværdigt og om følelsen af, slet ikke at være så god som andre tror.

Vi har fået lov til at udgive artiklen i en dansk version.

Imposter syndromet

”Imposter syndrome” eller ”bedragerifænomenet” på dansk, handler om en frygt for at blive afsløret som en ”bedrager” eller en ubuden gæst, som er havnet i en ufortjent situation. Ikke på grund af gode evner eller dygtighed, men af rent held og tilfældigheder. Mennesker med dette syndrom undervurderer egne evner og går med en konstant frygt for at blive afsløret, som én, der ikke aner, hvad han laver. Udenforstående deler sjældent ”bedragerens” opfattelse, og oplever vedkommende som både kompetent og dygtig.

Ved nærmere eftertanke har jeg måske lidt haft storhedsvanvid og bildt mig ind, at begrebet ”impostor syndrome” var specialdesignet til mig, og at jeg var den eneste i hele verdenen, som led under dette syndrom. Men jeg tog fejl.

Foredraget, der ændrede alt

For nogen år siden deltog jeg som foredragsholder på en større konference for sundhedspersonale. Udover at lide af nævnte syndrom, så var jeg kommet tidligt og overværede derfor en god portion af de andre foredrag gennem dagen. Tilhørerne var direkte i deres tilbagemeldinger. De var konstruktive, men forholdt sig kritisk til det, som de hørte, og spørgsmålene blev kastet imod foredragsholderne. Jeg rettede ryggen og prøvede mentalt at forberede mig på den storm, som ville vente mig efter mit oplæg. Men jeg fik stående applaus. Lovordene spredte sig rundt om mig; om hvor modig jeg var og hvilken fantastisk historie jeg havde. Ikke et ord om mit oplægs indhold. Ikke et eneste kritisk spørgsmål til validiteten af de påstande, som jeg havde fremlagt. Jeg fik udelukkende ros og på skemaerne, hvor de kunne give karakter til alle oplæg, fik jeg højest point af alle. Stærk, modig, inspirerende og sej var ord, som gik igen.

”Hvor er du dog modig!”

Efter den oplevelse bilder jeg mig ind, at man som peer-medarbejder er ekstra udsat for netop impostor syndromet. Jeg blev hyldet for min sygdom, for hvad jeg har oplevet i fortiden, og tilsyneladende for min evne til at stå foran folk og åbne munden. Tilhørernes fokus var udelukkende på hændelser, som var udenfor min kontrol. At jeg havde brugt timevis på at forbedre et fagligt oplæg til diskussion for at kunne få en spændende samtale om diagnosernes magt, var ikke engang sekundært. Det var glemt. Jeg fik blot af vide, at jeg var modig. Jeg konkluderede, at mit fokus havde været forkert. At jeg ikke var dygtig nok til at formulere mig, og at jeg måtte have virket som ”en stakkel”, så de ikke havde haft hjerte til at kritisere mig. Jeg håber ikke den konklusion er sand, men uanset hvad, så opnåede de præcis det, som de havde prøvet at undgå.

Mere end min historie?

Efter den oplevelse, havde jeg en eksistentiel krise. I mit arbejde som peer-medarbejder havde jeg reflekteret meget lidt over indholdet i den ros, jeg modtog. Jeg solede mig i glansen af gode tilbagemeldinger og skal ærligt indrømme, jeg nød den fokus og anerkendelse, som jeg fik. Først efter omtalte konference gik det op for mig, hvor forkert det føltes. Modig? Sej? Åben? Var det alt, hvad jeg var? Jeg ønskede at være mere end min historie, mere end ”den som kom sig fra noget svært”. Jeg vil være Andrea, som tilfører noget, som folk har respekt for, fordi det hun kommer med, er nyttigt og relevant. Mest af alt ønskede jeg at udvise en selvtillid, som opmuntrede til konstruktiv kritik. Uden konstruktiv kritik bliver man blind på sit egen ego. Det blev jeg i hvert fald, og det ønskede jeg at gøre noget ved. Denne skæbnesvangre dag bestemte jeg mig for at stoppe med at holde oplæg om min historie. Det har jeg holdt. Oplæg jeg har holdt i nyere tid, handler om ting som: Hvad der fungerede i behandling, hvad jeg erfarer som peer-medarbejder og hvordan, vi sammen kan gøre behandlingssystemet bedre. Anekdoter fra mit eget liv bruger jeg kun, hvis det er meget vigtigt for at understrege en pointe. Det er trods alt min erfaring, som har gjort, at jeg er her, hvor jeg er i dag. Men jeg ønsker aldrig at blive behandlet med fløjlshandsker.  Mit eneste ønske er at være en ligeværdig person, som arbejder i kraft af sin erfaring. Modtagelig for et kritisk blik, spørgsmål og undring. Jeg vil være på niveau med fagpersoner, stå der på pinebænken sammen med dem og tage imod rimelig tvivl, undrende spørgsmål og skepsis. Jeg har brug for at være mere end ”hende den stærke og modige, som har haft et svært liv”.

Anerkendelse på rette plads

Jeg tror at mit impostor syndrome er et resultat af min årelange usikkerhed og skepsis til mig selv. Desværre blev velmenende tagemeldinger en katalysator for, hvad jeg følte om mig selv. Jeg var ikke mere end min historie. Heldigvis indså jeg det og begyndte at holde foredrag, som i større grad baserede sig på systemet og ikke mig som privatperson. Det hjalp på selvtilliden. Det er lettere for tilhørere at kritisere en påstand end at stille spørgsmål ved nogens historie og jeg var ingen undtagelse. De fleste ønsker sig anerkendelse for ting, de har udrettet og ikke situationer, de havner i eller utilsigtet bliver udsat for. Første gang nogen stillede et kritisk spørgsmål, jublede jeg indvendigt. Endelig var jeg ligeværdig, endelig var jeg ikke en skrøbelig porcelænskop, som ikke tålte nogen slag i siden.

Dygtig? Hvem? Mig?

Ofte tackler jeg ros ganske dårligt og tager mig selv i at lede samtalen over på noget andet, hvis nogen begiver sig ud på det tarvelige projekt at give mig et kompliment. På søvnløse nætter har jeg et fint forum for selvrefleksion, hvor alt af negative tanker findes frem fra harddisken, indtil jeg ligger med et tomt blik mod et tilfældigt punkt på loftet og konkluderer: ”Jeg er ikke god nok. Jeg er ganske enkelt uduelig”. Komplementer viftes bort, som en bananflue om sommeren. Ingen skal anklage mig for ikke at dyrke min egen følelse af utilstrækkelighed.

Erkendelsen

Verden er fuld af ”bedragere”, men få tør snakke om det. Det er både trist og godt på samme tid at vide, at der findes så mange mennesker, som kender det, og at de allerfærreste tør tale om det. De er jo trods alt ”bedragere”, som ikke føler en nævneværdig higen efter at afsløre sig selv.

De gode komplimenter

Jeg har et glas med små lapper stående i min stue. Glasset er knust, limet sammen og bærer opskriften på ”kintsugi”. I dette glas ligger jeg gode komplimenter, jeg får. Fine ord, som jeg kan tage frem på en dårlig dag, som ikke kan modargumenteres, fordi det ikke er mine egne ord. Citater med gode ord, som måske er lidt lettere at tage til mig, når jeg læser dem for femte gang. Komplimenter, jeg glemmer fra gang til gang, fordi de er positive og ikke bidrager til at dyrke mit usunde selvbillede. Med tiden håber jeg, at jeg kommer til at tro på dem.

Kintsugi

Kintsugi er en japansk filosofi, som baserer sig på at man skal se værdien i objekter som er skadet eller tilsyneladende ødelagte. Hvis noget knuser, så reparerer man det ved at lime det sammen med en guldblanding. Tanken er at noget som er knust, kan gøres pænere, bedre og mere unikt, hvis du lapper det sammen igen på den måde.

Jeg kan godt lide den filosofi.

Luk menu